Operations- & Project Manager søges til eksklusive indretningsløsninger, København
UnikRecruitment Operations- & Project Manager søges til eksklusive indretningsløsninger, København
Description
Operations & Project Manager (København)
Projektledelse med håndværket i centrum
Har du en håndværksmæssig baggrund og erfaring med at lede projekter og håndværkere? Kan du holde overblikket og tage fat i problemerne ude på byggepladsen?
For en virksomhed, der leverer eksklusive, kundetilpassede indretningsløsninger, søger UnikRecruitment en Operations & Project Manager. Du får ansvar for projekterne fra afsluttet salg gennem projektering og produktion til færdig montage. Der stilles høje krav til materialer, finish og udførelse, og kvaliteten skal være i orden helt ned i detaljen.
Du er tæt på projekterne og medarbejderne
Du bliver bindeled mellem salg, tegnestue, eksterne produktionsværksteder og montører. Du planlægger arbejdet, følger op og sikrer, at tegninger, materialer og bemanding er på plads. Når noget ændrer sig, finder du en løsning og får de involverede med. Virksomhedens work management- og CRM-system er det centrale værktøj til at styre projekterne og følge op på underleverandørerne. Du har ansvar for, at status, tidsplaner og aftaler løbende er opdateret, så alle arbejder ud fra det samme overblik.
Du besøger byggepladserne og er til stede, når der opstår problemer, som kræver din hjælp. Du følger op på kvalitet og fremdrift, afklarer spørgsmål med tegnestuen og hjælper montørerne med at komme videre. Det kræver, at du forstår deres arbejde og følger op på det, I aftaler.
Dine opgaver
•Planlægge og koordinere flere samtidige projekter, herunder kapacitet på tegnestue, værksteder og montage.
•Lede montørerne i hverdagen og planlægge, hvem der løser hvilke opgaver, samt inddrage eksterne håndværkere, når der er behov.
•Sikre, at tegninger, mål og specifikationer er afklaret og afleveret til værkstederne i rette tid.
•Overvåge og styre projekter og underleverandører i virksomhedens work management- og CRM-system, herunder projektstatus, deadlines, afhængigheder og ansvar. Følge op på kvalitet og leverancer og reagere tidligt på fejl, flaskehalse og forsinkelser.
•Tilpasse bemanding og leverancer til byggepladsernes faktiske fremdrift, så ventetid og unødige omkostninger begrænses.
•Holde kunder og samarbejdspartnere orienteret og følge op på ressourceforbrug og omkostninger.
•Sikre, at tegninger, mål og leverancer er kontrolleret og godkendt, inden produkterne sendes til kunden.
•Koordinere transport og montage i Danmark og udlandet, så produkter, værktøj og montører er fremme til tiden.
•Følge op med montørerne på opgaverne og sikre, at erfaringer og gode løsninger bliver delt i teamet.
Din erfaring og baggrund
Du har en håndværksmæssig baggrund og erfaring med at styre projekter og lede håndværkere. Du forstår arbejdet på byggepladsen og kan bruge din faglighed, når der skal findes en løsning eller træffes en beslutning.
Du kan f.eks. være uddannet snedker eller tømrer og siden have fået ansvar for projekter, montage eller drift. Måske arbejder du i dag som projektleder, montageleder, entrepriseleder eller driftsansvarlig i en snedker-, inventar-, indretnings- eller byggevirksomhed.
Vi lægger især vægt på, at du:
•Har ledet erfarne håndværkere og skabt respekt gennem faglighed, ordentlighed og tydelige aftaler.
•Bevarer roen, når noget går galt, og tager fat i problemet sammen med dem, der skal løse det.
•Kan læse og vurdere tegningsmateriale og har blik for detaljer, finish og kvalitet.
•Har erfaring med og interesse for work management- og CRM-systemer og bruger dem aktivt til planlægning, projektstyring og opfølgning. Det er en forudsætning for stillingen.
•Interesse for og erfaring med at bruge AI-værktøjer og AI-agenter er desuden en fordel.
•Forstår sammenhængen mellem god forberedelse, effektiv montage og projekternes økonomi.
•Kommunikerer klart med håndværkere, kunder og kolleger og har mod på at tage ansvar for koordineringen af internationale projekter.
En rolle med ansvar og udviklingsmuligheder
Du får tæt kontakt til virksomhedens ledelse og indflydelse på, hvordan projekterne planlægges og gennemføres. Din opgave er at få samarbejdet til at fungere, forebygge fejl og sikre, at montørerne har det, de skal bruge.
På længere sigt kan du få en rolle i at opbygge en mindre intern entrepriseafdeling, der kan stå for forberedende ombygninger hos kunderne og give virksomheden bedre kontrol med byggeforløbet. Det er en mulighed på sigt. Din første opgave er at få den daglige planlægning og gennemførelse af projekterne til at fungere.
Arbejdet foregår både på kontoret i København og ude på byggepladserne. Du skal trives med at være til stede blandt kolleger og montører og være indstillet på rejseaktivitet i forbindelse med projekterne.
Interesseret?
Rekrutteringen varetages fortroligt af UnikRecruitment. Virksomhedens navn oplyses, når ledelsen ønsker at invitere dig til en fortrolig samtale.
Kontakt Michael Kjærgaard hos UnikRecruitment på mk@unikrecruitment.dk, hvis du vil høre mere.
CV og eventuel ansøgning modtages kun via UnikRecruitments hjemmeside.
Alle henvendelser behandles fortroligt.